BOPA's grundlæggere BOPA's grundlæggere
BOPA
en modstandsorganisation
under Danmarks besættelse 1940 - 1945


Det tyske memorandum 9. april 1940


Den tyske regerings memorandum til den danske regering 9. april 1940

"Imod det tyske folks og dets regerings oprigtige ønske om at leve i fred og venskab med det engelske og franske folk og til trods for, at der mangler enhver fornuftig grund til en gensidig konflikt, har magthaverne i London og Paris erklæret det tyske folk krig.
Tyskland har på sin side ikke desto mindre gjort sig umage for at varetage de neutrales rettigheder ved at begrænse søkrigen til de mellem Tyskland og dets modstandere beliggende farvande.

I den hensigt at bortlede faren fra sine egne øer og samtidig afbryde Tysklands handelssamkvem med den neutrale verden har England derimod stadig mere og mere lagt an på at føre krigen ind i de neutrales farvande. Ved denne ægte britiske krigsførelse har England i stadig større omfang og under åbenlys krænkelse af folkeretten foretaget krigeriske handlinger til søs og i luften også indenfor Danmarks og Norges søterritorium og højhedsområder.

Tyskland har forudset denne udvikling fra krigens begyndelse.
De engelske og franske statsmænd har i de sidste måneder ganske åbent proklameret udvidelsen af krigen til også at omfatte disse områder som den strategiske grundtanke for deres krigsførelse.

Den første lejlighed i så henseende frembød den russiske-finske konflikt. De engelske og franske regeringer har ganske åbenlyst udtalt at de havde i sinde med militære styrker at gribe ind i konflikten mellem Sovjetunionen og Finland og at de til det formål agtede at benytte de nordiske staters territorium som operationsbasis. Det var udelukkende den hurtige fredsslutning i Norden der kom imod deres ønsker og forventninger der hindrede dem i allerede den gang at udføre deres beslutning. Når de engelske og franske statsmænd bagefter har erklæret at de ville gøre gennemførelsen af aktionen afhængig af de interesserede nordiske staters samtykke, så er det en grov usandhed. Rigsregeringen sidder inde med dokumentarisk bevis for at England og Frankrig i fællesskab havde besluttet at gennemføre aktionen gennem de nordiske staters territorium, i givet tilfælde også mod deres vilje.
Det mål, som England og Frankrig i denne sammenhæng desuden og fremdeles har i sigte i Skandinavien, er tværtimod:

  1. ved besættelsen af Narvik at afskære Tyskland fra dets malmtilførsel fra nord og
  2. ved denne landsættelse af engelsk-franske stridskræfter i de skandinaviske lande at skabe en ny front for fra nord at kunne angribe Tyskland i flanken.

De nordiske stater har fra deres side ikke blot ikke ydet nogen modstand imod Englands og Frankrigs hitidige overgreb, men fundet sig i endog de alvorligste indgreb i deres højhedsrettigheder uden tilsvarende modforanstaltninger.

Rigsregeringen må derfor antage at den kongelige danske regering også vil indtage den samme holdning overfor de planlagte og umiddelbart forstående aktioner fra Englands og Frankrigs side. Men selv om den kongelige danske regering skulle påtænke at træffe modforanstaltninger, så er rigsregeringen dog ikke tvivl om at de militære styrker ikke ville være tilstrækkelige til med held at kunne modsætte sig de engelsk-franske aktioner.

Tyskland har ikke i sinde uvirksomt at afvente eller finde sig i en sådan udførelse af sine modstanderes planer. Rigsregeringen har derfor fra og med i dag indledet visse militære operationer der vil føre til besættelsen af strategisk vigtige punkter på dansk statsområde. Rigsregeringen overtager dermed sålænge denne krig varer, beskyttelsen af kongeriget Danmark. Den er besluttet på fra nu af med alle sine magtmidler at forsvare og definitivt sikre freden i Norden mod ethvert engelsk-fransk angreb.

Rigsregeringen er overbevist om at den med denne aktion tillige tjener Danmarks interesser. Thi denne beskyttelse fra den tyske værnemagts side byder de skandinaviske folk den eneste sikkerhed for at deres lande ikke under denne krig alligevel til syvende og sidst bliver slagmark og skueplads for de måske forfærdeligste krigshandlinger.

Rigsregeringen forventer derfor at den kongelige danske regering og det danske folk ser med forståelse på den tyske aktion og ikke yder nogensomhelst modstand imod den. Enhver modstand ville og måtte med alle midler blive brudt af de indsatte tyske stridskræfter og ville derfor kun føre til unødvendig blodsudgydelse. Den kongelige danske regering anmodes derfor om hurtigst muligt at træffe alle foranstaltninger for at sikre at de tyske troppers aktion kan ske uden gnidninger og vanskeligheder.

I overensstemmelse med det gode forhold der stadig har bestået mellem Tyskland og Danmark, erklærer rigsregeringen overfor den kongelige danske regering at Tyskland ikke har til hensigt ved sine foranstaltninger hverken nu eller for fremtiden at antaste kongeriget Danmarks integritet eller politiske uafhængighed".

Forrige side
Forrige side
Næste side
 
 
 

modstandskampen.dk